søndag den 29. oktober 2017

Græskarpure

I USA kan man købe græskarpure på dåse; men det har jeg ikke fundet i Danmark; men fortvivl ikke. Det er supernemt at lave.

Man kan fx lave græskarpure af det kød, som man får til overs, når man skærer Halloween græskarmænd (ikke trådene og kernerne, men det faste kød) eller man kan bruge et separat græskar til formålet.

Der er to metoder:

Enten kan man blot dampe græskarkødet til det er mørt (fx i en mikroovn), hvorefter det pureres

eller man kan skære stykker græskar ud og bage dem møre i en 175 grader ovn (græskarret skal lige renses for tråde og kerner). Når stykkerne har bagt i ca ½ time er kødet helt blødt og kan skrabes af skallen og pureres (kun kødet, ikke skallen).

Man kan sagtens lave en større portion og fryse ned til senere brug :-)



tirsdag den 17. oktober 2017

Wok med nudler og kylling - ny favorit :-)

Easy Chicken Lo Mein Recipe
(Foto lånt fra Justataste.com, hvor jeg også har fundet den oprindelige opskrift)

Denne opskrift prøvede vi for første gang i sidste uge - og det bliver helt sikkert ikke sidste gang! Alle i familien var vilde med den :-) Når vi finder en rigtigt god opskrift skriver vi den ind i vores eget opskriftbibliotek, hvorfra vores søn (på 11) finder opskrifter, når han har maddag. Af samme årsag kan det godt være at nedenstående er lige lovlig detaljeret for en erfaren kok; men prøv opskriften alligevel. Du vil ikke fortyde det :-) Velbekomme!
Ingredienser:
2 store kyllingebrystfileter, som skæres i tynde strimler
1 pakke kinesiske ægnudler (250 gram)
2 fed hvidløg, som presses igennem en hvidløgspresser
3 mellemstore gulerødder, som skrælles og skæres i det, der hedder, Julienne-stave, som er ca 3x3 mm tykke og ca 4-5 cm lange
1 pakke/pose sukkerærter (de er helt tynde) – ca. 100-125 gram
100 gram babyspinatblade
2 tsk olivenolie – til stegning
1 tsk sesamolie (til stegning) – det er vigtigt, at man bruger sesamolie, da den er med til at give en stor del af smagen i retten

Herudover til saucen:
3 spsk østerssauce/oystersauce
3 spsk soyasauce
1 spsk sesamolie

Fremgangsmåde:
Man starter med at blande ingredienserne til sauce i en skål. Bare hæld dem sammen og rør rundt. Sæt til side til senere.
Herefter lægges de ukogte nudler i en skål og dækkes helt med kogende vand. Løs let med en gaffel og sæt til side til senere.
En wok sættes nu på en meget varm kogeplade og olien hældes i og varmes op. Pas på for det går hurtigt!
Tilsæt kyllingestrimler og det pressede hvidløg. Steg, mens du rører rundt, indtil kyllingestrimlerne er stegt (de bliver helt hvide). Hæld kyllingestrimlerne op i en skål eller en dyb tallerken og sæt til side til senere.
Steg nu gulerodsstave og sukkerærter i wokken (der skal ikke mere olie i). Steg i ca. 3 minutter og rør rundt hele tiden så de ikke brænder på.
Herefter hælder du vandet fra nudlerne og kommer dem op i wokken sammen med kyllingen, spinatbladene og sauceblandingen.
Rør rundt til det er varmet igennem og godt blandet og server herefter med det samme.

lørdag den 19. august 2017

Cruising, som familieferie

Jeg var på mit første cruise i forbindelse med årtusindskiftet. Det var i Caribien. Jeg var ung og single og min amerikanske veninde havde spurgt, om jeg ikke tog med og fejrede denne monumentale nytårsaften. En opfordring, som jeg naturligvis ikke kunne sidde overhørig ;-) Det var en super tur, men jeg var ikke solgt på ideen om at cruise, som sådan – nok også mest fordi jeg var sammen med hende og hendes familie, som havde cruiset meget, så jeg lagde mig bare i slipstrømmen og fulgte med og gjorde, hvad de nu gjorde ;-)

Først langt senere dukkede ideen om at tage på cruise op igen. Vores søn var blevet 11 og mere fleksibel og med på (de fleste) eventyr ;-) Men min mand var skeptisk: Er cruises ikke for gamle mennesker? Vil jeg/vi ikke føle mig/os låst på skibet og kede os? Gode pointer, som vi dog via websøgninger og netværk fik så tilpas afkræftet, at han gik med til, at vi kunne tage af sted.




Vi valgte at tage på et cruise i Middelhavet med Royal Caribbean (Jewel of the seas). Vi købte en samlet pakke med fly, hotelovernatning i Rom (afrejsehavn) og så cruiset. En sådan pakke kan man købe mange steder, så forhør dig og se, hvem, der tilbyder den bedste pakke. Nogen tilbyder en drikkepakke inkluderet i prisen (hvilket ikke er en uvæsentlig udgift, man så slipper for under cruiset), nogen gratis (eller rabat på) WIFI (bestemt ikke uvæsentligt, hvis man rejser med børn!), nogen en bedre kahyt til prisen etc. Jeg vil dog sige, at jeg ikke vil anbefale, at man udelukkende kigger på prisen! Jeg valgte at købe vores første familiecruise hos et stort rejseselskab, der ikke specialiserer sig i cruises, hvilket gav mig flere udfordringer, så en anden gang køber jeg hos en af cruiseeksperterne (og dem er der også flere af :-))

En anden lille "spøjs" detalje var, at vi gerne ville have en ekstra dag i Rom inden vi sejlede, så jeg bad om en ny pris på den gængse pakke, der normalt havde afgang lørdag. Til min overraskelse var den nye pris - altså inkl. en ekstra hotelovernatning i Rom - 1000 kr. billigere end den oprindelige pakke. Ikke en dårlig deal ;-)



Sejlplanen
Når man vælger et cruise tænker jeg, at det er væsentligt at kigge på, hvad man gerne vil opleve udenfor skibet! De fleste (jeg tænker nok tæt på alle) store cruise lines, tilbyder en oplevelse på skibet med maximalt gas på underholdningen, serviceoplevelsen og maden :-); men når man skal i land (hvis man altså skal i land. Det er det ikke alle, der vælger; men det forstår jeg nu personligt ikke ;-)) byder de forskellige destinationer på meget forskelligartede oplevelser!

Vores tanke med vores første familiecruise var, at junior nok skulle få smæk for skillingen på underholdingskontoen på skibet, så vi valgte en sejlplan, hvor der også var rigeligt af andre oplevelser.

Vores tur så således ud:


  • Rom (Italien) (afrejsehavnen hed Civitavecchia og ligger ca. 1 times togtur fra Rom, hvilket gik super let med forudkøbte billetter til lyntoget!!)
  • Cannes (Frankrig)
  • Ajaccio (Corsica, Frankrig)
  • Barcelona (Spanien)
  • Palma de Mallorca (Spanien)
  • Cagliari (Sardinien, Italien)
  • En dag på havet
  • Rom
Jeg havde undersøgt hver destination hjemmefra og lavet en (grov) plan for, hvad der var at se, og når vi så var i land gik vi krig med listen. Nogle steder fik vi set det meste på listen, andre steder gik vi mere på oplevelse; men alt i alt fik vi oplevet en MASSE!!! :-)

På skibet
Der er naturligvis forskel på cruiseskibe (og her taler jeg ikke om rivercruises; men om de store, der sejler på havene) – både forskel på størrelserne og på, hvad de forskellige selskaber tilbyder; men umiddelbart (og måske (for?) generaliserende) er der tale om en flydende by, der tilbyder masser at tage sig til med både teater (med en ny, stor opsætning hver aften *inkluderet i prisen*!) og biograf; pools, fitness og løberuter, casino, restauranter (hvoraf de fleste er inkluderet i prisen; men der er også specielle oplevelser, der koster ekstra!), kaffebar(er), spa og beauty, shopping, (mini)golf, klatrevæg, spillearkade, diskotek, dansegulv med live musik om aftenerne og en hel masse barer og lounger (inkl. rum til kort- og brætspil og bibliotek) og masser af aktiviteter (som er frivillige, så det er bare at vælge til, hvis man vil. Der er et KÆMPE program hver dag; men man kan også holde sig helt uden for og bare køre sit eget løb, hvis man hellere vil det) – og så har jeg sikkert ikke engang det hele med!




Vi var – som nævnt – lidt ”bange” for, at vi ville føle os låst på skibet med 3000 passagerer og et næsten tilsvarende antal besætningsmedlemmer; men lad mig slå fast, at vi på intet tidspunkt følte, at vi manglede plads eller, at der var for mange mennesker (måske lige bortset fra, at der på sø-dagen var rigtigt mange ved poolen (dog ikke flere end vi kunne finde en liggestol) og altid mange i poolbaren ;-))! Skibet er simpelthen SÅ stort, at folk spreder sig, så man føler, at der er rigeligt med plads :-)



Vi var, som nævnt, afsted med Jewel of the Seas, som langt fra er et af de største cruise skibe; men vi manglede bestemt ikke noget!! :-)

Noget for alle!
For vores familie viste det sig, at ideen med et cruise var ret perfekt! Vi var kun lige kommet ombord, da junior udbrød "Det er bare den BEDSTE ferie nogen sinde" - og dér havde han altså max været ombord i ½ time ;-)

Ferien tilbød det bedste af alt det, som vi hver især sætter højt ved en ferie:


  • Afslapning
  • Service (og HVILKEN service - wow!! :-))
  • Super lækker mad (som i SUPER!!)
  • Underholdning
  • Samvær
  • Sightseing og spændende udflugter
  • - og godt vejr, som naturligvis ikke er garanteret på alle cruises; men vælger man den rette destination, kan man nok styre det ret meget :-)
På Jewel of the Seas var der også en børne- og en ungdomsklub. Vores junior var tilmeldt børneklubben, men deltog dog kun i en enkelt aktivitet; men de var vældig søde og mange har sikkert en fest i klubben. De unge i ungdomsklubben havde i hvert fald helt sikkert! Tror næppe, deres forældre så meget til dem i løbet af ugen ;-)


Men er det ikke forfærdeligt dyrt så?
Om det er dyrt kommer naturligvis an på, hvad man sammenligner med! Men vi har tidligere taget til Mallorca på et all-inclusive hotel i en uge og det kostede stort set det samme (aktuel pris på netop denne Mallorca-tur i juli 2018 er +40.000,- for fly, hotel og all inclusive (med acceptabel, men bestemt ikke fantastisk mad og drikke) i en uge) end en uges krydstogt i Middelhavet INKL. drikkepakke, internet, lommepenge, drikkepenge, entreer (i land), fly tur/retur samt et par ekstra nætters ophold i afgangsbyen.

tirsdag den 4. juli 2017

Øl & speltbrød

Har i noget tid tænkt på, at jeg ville forsøge mig med bageenzymer og det har jeg så gjort nu med dette øl & speltbrød. Opskriften er inspireret af denne; men jeg har brugt følgende ingredienser:

Ingredienser:
350 g Speltmel
150 g Tipo 00 mel
12 g Salt
12 g Bageenzymer
1 pakke tørgær (11,8 gram står der på pakken)
2 spsk neutral olie
1 dåse øl, 33 cl (jeg brugte en Grøn Tuborg)

Fremgangsmåde kan ses i den oprindelige opskrift.




Opdatering 1½ dag efter bagningen: Serverede brødet her til morgen og familien (som ellers ikke er nemme at imponere) bemærkede, at det var et meget blødt og lækkert brød! Så investeringen i bageenzymerne har helt sikkert været god! :-)

søndag den 15. januar 2017

Pokémon kvaler

Sønnen har et noget ambivalent forhold til Pokémon GO. Altså, han er meget glad for spillet (havde faktisk set frem til det i næsten et helt år, da det endelig var klar til at hente ned :-)); men han er TRÆT af, at alle de ”uindviede” nu pludselig er så *kloge*på Pokémons. Selv har han været Pokémonfan i i hvert fald de seneste 4 år og har i den forbindelse måttet lægge øre til mangen en hån fra ”vennerne” i skolen; men nu kan selvsamme ”venner” pludselig ikke få nok af Pokémons. Kan måske godt lidt forstå hans frustrationer…

Nå; men vi har lige fejret fødselsdag for sønnen. Ikke en temafest i år (vi snuppede hele børneflokken med i biffen i stedet ;-)); men kage – det skulle de da have – og i år var kagetemaet (igen) Pokémon – eller faktisk Pokémon GO denne gang :-)

Kagen blev meget beundret og spist! (”Hold nu op, hvor smager den godt” var der ovenikøbet flere, der sagde :-)) – selvom den sortfarvede smørcreme i midten gav dem ”flotte” sorte læber ;-) 



(Og selvom mine modelleringsevner måske ikke er de allerbedste, så er det altså ikke en rigtigt dårlig version af Pikachu, der er på kagen; men derimod Mimikyu, der klæder sig ud, som Pikachu, så det er derfor, at han ser lidt "syg" ud ;-)

Til familiefejring ugen efter fik vi også kage med Pokémon tema. Jeg ville gøre det let for mig selv, så jeg lavede bare vores almindelige fødselsdagslagkage og dekorerede den med små dutter royal icing – og her kommer lige en note til mig selv (og evt. andre, der kan bruge den): Det var en DÅRLIG idé!!! Det var noget MEGA griseri! Det tog en KRIG! Og min ryg og mine hænder lider stadig under arbejdet her flere dage efter… :-o Men fin - det blev den da :-)

fredag den 30. december 2016

Pasta på KitchenAiden

Jeg er så glad for min KitchenAid! Ikke kun fordi min bedre halvdel købte den til mig (efter at have stået i kø i timevis til åbningsfest i Elgiganten); men også (og mest!) fordi den er en fantastisk hjælp i køkkenet og så kan man få SÅ mange fede gadgets til den!! ;-)

Jeg har fx fået mig en spiralizer, så den kan lave grøntsagsstrimler (og måske mere om det en anden gang ;-)) og senest har jeg erhvervet mig en pastamaker. Ikke sådan en, der laver flade plader, som strimles til pasta - næ nej, denne kan lave både spaghetti, skruer og diverse macaronier - så cool! :-)

Vi har prøvet diverse forskellige slags allerede og her følger opskriften, hvis andre skulle have lyst til at kaste sig ud i hjemmelavet pasta :-)

Pastadej (til ca. 4 personer)
250 gram pastamel (Tipo 00)
150 gram hvedemel (bare helt almindelig)
4 store æg
1 tsk salt
Olivenolie

Man blander mel og salt og hælder det i røreskålen. Former en lille skål i melet og hælder æggene heri:



Man rører nu rundt med dejkrogen til det begynder at samle sig. Så tilsætter man olivenolie - bare en smule af gangen. Jeg kan ikke give en mængde, da jeg gør det på gefühl; men dejen skal blive sådan lidt sej, som modellervoks, men den må ikke være tør. Den skal æltes temmeligt længe, så tilsæt olivenolie langsomt lidt af gangen og ælt godt imellem hver tilsætning, så skal du nok ramme det rigtige punkt.

Jeg bruger et tip, som jeg har læst et andet sted: Nemlig, at den færdige dej skal kunne holde på et fingeraftryk, som her:



Den færdige dej kommes på køl i et par timer og til min pastamaker former man herefter kugler på størrelse med en valnød, som kommes i en efter en, som pastaen kommer ud:




Efter sønnens ønske serverede vi i dag med tomatpesto, parmasanflager og parmaskinke; men mulighederne er endeløse. Skal også snart prøve at tilsætte smag til selve pastadejen :-)

Håber, det kan inspirere :-) Det er lidt tidskrævende med frisk pasta; men resultatet er forrygende og pastamakeren er altså noget nær verdens bedste køb (og det får jeg ikke en klejne for at sige! :-)).





lørdag den 26. november 2016

Polkahjul - eller Polkajul, måske ;-)

Jeg finder (som tidligere nævnt) ofte inspiration på Pinterest og da vi skulle have børnejulekagebage-dag var jeg på jagt efter noget sjovt til dem :-)

Jeg fandt 2 forskellige kager, der var interessante - den ene var en farvet spiral-kage og den anden var en med knuste slikstokke i. Da vi allerede havde 2 andre kager, vi også skulle lave, besluttede jeg at eksperimentere og forsøge at kombinere de to - og det blev faktisk en succes :-)

Så nu deler jeg, som lovet, opskriften, som vi fik bikset den sammen.


Polkahjul - ca. 100 stk.



Ingredienser:

375 g. hvedemel
3/4 tsk. bagepulver
1/4 tsk. salt
225 g. smør (blødt)
200 g. sukker
1 æg - pisket + 1 æggeblomme
1 spsk. mælk
Grøn farve (jeg brugte pastafarve)
1 tsk. vanille essens
4 slikstokke
1 tsk. pebermynteekstrakt
Farvet krymmel (kan udelades)

Fremgangsmåde:

Bland mel, bagepulver og salt og sæt til side
Pisk smør og sukker til det er lyst og tilsæt herefter ægget (ikke den ene blomme, den skal først bruges senere) og mælken.
Tilsæt melblandingen og saml til en dej.

Del dejen i 2.
Den ene halvdel tilsættes grøn farve og vanilleessens
Den anden halvdel tilsættes den ene æggeblomme og de 4 slikstokke, som forinden er blevet knust i en blender/foodprocessor (ikke for fint), samt pebermynteekstrakt.

Hver halvdel deles igen i 2 (så er det lettere at have med at gøre).

1 del grøn dej rulles ud til en firkant (ca 1/3 cm tyk)
Og 1 del lys dej rulles ud på samme måde.

Den lyse dej lægges ovenpå den grønne dej og dejene rulles sammen som en roulade.

Rullen rulles godt sammen så de 2 forskellige deje sidder sammen og derefter rulles i krymmel. Jeg delte herefter rullen midt over. Puttede film på og lagde dejen på køl i 2 timer.

Herefter gentages med de resterende klumper dej.

Når rullerne er helt kolde tændes ovnen på 190 grader varmluft og rullerne skæres ud i skiver i ca. ½ cm. tykkelse.

Skiverne lægges på en bageplade med bagepapir og hver plade bages i ca. 8 minutter og kagerne køles herefter på en rist.

God fornøjelse :-)














Citronmåne – Karinas version - Copycat "Dancake"

Jeg opdaterer denne blog meget sjældent og poster mere på min Insta @rinabager; men jeg gør lige en undtagelse med denne opskrift :-) Citron...