Ingredienser (til 12 store græskarboller):
1 pakke gær (frisk eller tørgær)
2½ dl lunet mælk
50 gram sukker
50 gram smør, smeltet
1¼ dl græskarpure
Evt. lidt gul frugtfarve eller pastafarve - så bliver de så fine (men det kan sagtens udelades)
1 æg (plus et ekstra til at pensle bollerne)
1 tsk salt
500 gram hvedemel (plus evt lidt ekstra afhængigt af hvor meget væde, der er i græskarpureen)
Hele mandler til ”stilke” på græskarrene
Fremgangsmåde:
Opløs gæren i den lune mælk og tilsæt alle øvrige ingredienser – undtagen melet i første omgang.
Mens dejen røres med en dejkrog på en røremaskine tilsættes melet langsomt. Der æltes i 7-10 minutter. Da der kan være stor forskel på, hvor meget væde, der er i græskarpure kan det være nødvendigt at tilsætte mere mel end de 500 gram. Tilsæt 1 spsk ekstra mel af gangen indtil dejen slipper siden af skålen (der kan også æltes i hånden; men dejen skal æltes temmelig længe).
Når dejen er æltet færdig beholder man den i røreskålen og dækker denne med et stykke film og lader dejen hæve i 45 min til 1 time.
Når dejen har hævet hældes den ud på et meldrysset bord og deles i 12 lige store stykker. Stykkerne formes til boller og trykkes flade og der skæres 8 hak i siden på hver bolle (ikke helt ind til midten!) så bollen får form som et græskar. Herefter efterhæver bollerne i 45 minutter.
Lige inden de kommer i ovnen (jeg satte dem på 2 plader med 6 på hver plade) pensles de med æg og der trykkes en hel mandel i midten på hver, som ”stilk” på græskarret.
Jeg bagte mine i 12 minutter med 200 grader varmluft.