lørdag den 22. september 2012

Okay mor!?

Indrømmet - den kommer jævnligt, den der frygt for, om man (her MIG, ikk'?! ;-)) gør det godt nok, som forældre! Siger man det rigtige? Giver man nok snor og får man trukket de rette grænser? Har sønnen for meget Lego (ok, DET har han ;-)) og er det nu i orden, at vi har opgivet at tvinge ham til at drikke mælk, når nu han så kategorisk nægter det? Har han nok legeaftaler? Har han for mange/for få fritidsaktiviteter? Får han ros nok - og for de rette ting?.. pruuuh... og så er der jo så også det med maden, ikke mindst! Og her er det, at vi faktisk er velsignet med en søn, der har en forholdvis bred palette af ting, han gerne vil spise og en af de ting, som han sætter stor pris på, er fisk! Og det på trods af en mor, der helst ikke rører fisk; men hvis sønnen ser fiskemanden, så er det fisk, han ønsker - og som regel får han det også, for arve sin mors aversion mod fisk, DET skal han helst ikke!  - og det er vel ok!? :-)

Siden vi sidste år faldt over nogle krebs hos fiskemanden i Bilka, har sønnen jævnligt bedt om at få krebs på menuen igen og da vi så endelig nærmede os krebsesæsonen igen besluttede vi, at han fik lov til at invitere den mere fiskeelskende del af familien på svensk krebsegilde - hvilket kunne lade sig gøre ikke mindst fordi mor har en god svensk kollega, da velvilligt medbragte hele 3 kg. krebs, svensk västerbottomost og opskriften på kantarellpaj fra det svenske :-) Det var en fed fed fest og vi åd krebs til det stod os ud af ørerne :-)


Til dessert fik vi "krebse"kage med til lejligheden hjemmelavet fondant (MMF), hvilket desværre voldte "lidt" problemer, så kagen blev ikke helt så bulefri, som normalt - og det var faktisk synd, for MMF med citronolie smager altså noget bedre end købt fondant; men er ikke sikker på, at jeg lige gentager den med det samme...





Kagen bestod af 2 chokoladebunde og en lys bund. Den var smurt op med vanille PSC og fyldt med brombærmousse og en ret lækker hjemmekreeret ananas/anis mousse, som jeg fik kogt sammen på en meget moden ananas, lidt hyldeblomstsaft, en flækket vanillestang og 2 stjerneanis. Efter blendning kom jeg et par blade husblas i og vendte med flødeskum. Det var godt :-)

torsdag den 6. september 2012

Så så man lige mig...

Ha ha - ja, undskyld, men overskriften er en henvisning til en morgendebat på Radio 100 om de mest irriterende FB-statusser, hvor denne altså var én af dem; men det, jeg egl. ville sige var: "Så så man lige mig lave den mest fantastiske sukkerlilje, hvilket jeg aldrig havde troet, at jeg kunne - wow!" ;-) ;-)

Jeg har været på kursus - kagekursus - i sukkerblomster - hos Specialkøbmanden, sammen med en kollega, og dér i baglokalet i Rødovre fik vi med kyndig hjælp stort set alle sammen kreeret en sukkerlilje, der - hvis du spørger mig - til forveksling ligner en rigtig blomst. WOW! Jeg er både overrasket og stolt og glæder mig til, at jeg får min egen præger, så jeg kan prøve at gøre kunsten efter herhjemme uden den gode trin-for-trin vejledning.



lørdag den 25. august 2012

En dag i æblernes tegn :-)

Da sønnen for snart længe siden (urgh...) blev døbt fik han et æbletræ i gave. En sød ide, som bare bliver ved med at vokse og give - i ordets bogstaveligste forstand, hvilket jo bestemt ikke er dårligt, når der er tale om lækre ananasæbler :-)




I år har træet dog været så "frækt" at smide en stor del af æblerne, inden de er blevet rigtigt modne - træls; men noget syntes jeg, at de fine røde æbler skulle bruges til så jeg samlede dem skyndsomt sammen og lavede først et dejligt æblehjerte med det flotte grønne græs som baggrund og derefter brugte jeg de bedste af æblerne til det, som vi i vores hus synes er verdens bedste æbletærte :-)



Skræl æblerne, fjern kernehuset og del i mindre stykker


Drys med sukker, kanel og revet muskatnød og citronsaft. Vend sammen.


Dejen deler jeg i 2, ruller ud, filmer og lader ligge i køleskabet i ca. 1 time.


Det største stykke dej lægges i bunden på formen.


Æblerne fordeles i.


Smørklatter ovenpå.


Og nu låget ovenpå.


Det trykkes fast, så det lukker tæt (jeg har måtte lappe lidt, som det ses ;-))


 Kanten trykkes med en gaffel.


Der skæres "luft"-huller


Jeg bruger den overskydende dej til lidt pyntemønster ;-)


Og drysser perlesukker/rørsukker på. Inden man drysser på kan man pensle med lidt vand (det glemte jeg dog denne gang ;-))


Ca. 25 minutter ved 200 grader i ovnen og her er den færdige tærte :-)


Server med flødeskum eller 


creme fraiche (og her et lækkert brombær fra haven ;-))

Og opskriften:

Æbletærte


Dej:

600 g. hvedemel
400 g. smør
200 g. sukker
2 æg


Fyld:

Ca. 1 kg. æbler, skrællet og skåret i rustikke stykker
125. g. sukker
2½ spsk. mel
1 tsk. stødt kanel
1/4 tsk. stødt muskatnød
Saft af ½ citron
40 g. smør i tern


Rørsukker - til pynt
Lidt vand - til pensling


Ælt dejen sammen. del i 2 lige store dele. Tryk flade med hånden og stil på køl i vita wrap i ca. 1 time.
Imens skrælles og deles æblerne og vendes med citronsaften. I en anden skål blander man resten af ingredienserne og vender det sammen med æblestykkerne.

På et melet bord ruller du den ene dej plade ud, så den er lidt større end din tærtefom (jeg bruger én der er 30 cm. i diameter, så det er en stor tærte :-)). Læg den i formen og fordel fyldet i den og læg smørklatter ud over og dæk med den anden dejplade. Luk kanterne med fingrene eller en gaffel og skær små lufthuller i låget. Jeg plejer også at pynte med lidt snoede "dejbånd". Det ser så fint ud. Pensel med lidt vand og drys groft rørsukker ud over.


Bages i varmluftovn ved 200 grader i ca. 25 (hold øje med den, så den ikke får for meget.).

fredag den 17. august 2012

Fødselsdagsroser - flere slags ;-)))

Har set SÅ mange flotte fondantblomster i diverse kagegrupper, men har aldrig rigtigt fået givet mig i kast med det, men da min fødselsdag igen, igen begyndte at trænge sig på, måtte jeg jo til at tænke på, hvilken kage der skulle følge med min lyv-og-tyve fejring på arbejdet, hvor der er stor tradition for at medbringe kage og invitere hele firmaet (heldigvis kommer alle ikke; men 30-35 stykker kan der sagtens dukke op ;-))))

Og så var det altså at ideen om en sommerkage med roser og jordbær begyndte at tage form :-) Og den blev faktisk rigtigt vellykket synes jeg selv og med kagen på arbejdet fulgte så også en masse verbale roser, så det var jo dejligt :-)

Her er den første (fondant ;-))-rose:


Og her er den færdige kage:



Det var 2 lyse bunde og 1 chokoladebund fyldt med lemon curd creme og dolce de leche creme med ristede hakkede hasselnødder ovenpå. Smurt op med citron PSC og dekoreret med RI og fondant.

Kagen var 31 x 23 cm og 26 spiste af den og der var alligevel næsten ½ tilbage :-o :-)

onsdag den 1. august 2012

En meget vovet påstand testes

"Himmerigskagen" stod der - intet mindre... Hmmm... Det lyder jo fristende; men man bliver alligevel lidt forbeholden, når en kage (eller en kagebager) føler sig "nødsaget" til at give en kage et SÅ prangende navn. Det lyder jo bare liiidt for godt til at være sandt, ikke sandt. Det måtte testes :-) Heldigvis bød skabet på alt, der skulle i kagen, så jeg gik - på forhånd lettere skeptisk- i gang :-)

Mandler, mørk chokolade og maizenamel hakkes fint.

Og så ser det sådan ud. Smør, rørsukker og vanilleekstrakt piskes let og luftigt og æggene piskes i ét af gangen. Det vendes i den hakkede masse.

Og hældes i formen.
Bages v. 175 grader i ca. 1 time.
Den bagte kage.
Den bagte kage.
Køles og drysses med flormelis.
Og voila: 1 stk. himmerigsmundfuld klar til servering :-)

Konklusionen blev, at selvom man måske ikke ligefrem hørte englene synge, så var det faktisk en SUPERlækker kage - let og lækker, med mørk chokoladesmag - uuuhm :-)

Opskriften findes her eller også er der en kopi her:

HIMMERIGSKAGEN

Ca. 12-14 stykker

Det skal du bruge:
300 g mandler
200 g mørk chokolade
2 spsk. maizenamel
200 g smør
200 g rørsukker
1 spsk. vaniljeekstrakt
4 store æg

Sådan gør du:
Tænd din ovn på 175°. Beklæd en springform (22 cm i diameter) med bagepapir. Hæld mandler, mørk chokolade og maizenamel i en foodprocessor og kør, til alt er kværnet meget fint. Pisk smør, rørsukker og vaniljeekstrakt, til det er lyst og luftigt. Pisk æggene i ét ad gangen. Rør mandelblandingen i og hæld dejen i springformen. Læg et stykke bagepapir løst over formen og bag kagen i 1 time. Lad den køle helt af, før du skærer et lækkert stykke og smager på herlighederne.



søndag den 29. juli 2012

Hækkeklipning og kanelsnegle

Som hus- – og ikke mindst  haveejer er der en mængde pligter, som vi i hvert fald skal tage os godt og grundigt sammen til: Græsslåning, lugning, snerydning (når det er vinter) og så én af de rigtigt sure. Hækkeklipning :-s

Vores ligusterhæk har ærligt talt set bedre dage. Den er nok ca. 25% liguster og så 75% alt muligt andet selvsået gejl – selvfølgelig primært af de typer, som har store stammer og vokser som ind i … ja, ikk’?! Suk… men i weekenden kastede vi os altså over sidste etape af hækken – langt om længe! Er godt klar over, at den opgave skulle have været klaret for over 1 måned siden :-o

Vi klippede og savede og slæbte til den helt store guldmedalje og da vi nåede tidlig eftermiddag kom jeg til at tænke på, at sådan et stort slid da krævede en belønning, så i en klippepause gik jeg ind og lavede en dej til kanelsnegle. Jeg er lige p.t. ved at forsøge mig lidt med mit bukseprojekt igen, så jeg fandt først en opskrift i en slankebog, men besluttede mig alligevel for, at de var for kedelige, så jeg lavede min egen ”lidt sundere” version af den klassiske søde gærdej til kanelsnegle.

Sneglene duftede helt ud i haven og høstede stor ros – også om mandagen, da manden havde rester med på arbejdet. De var gode – både med og uden glasur :-)

De ”lidt sundere” kanelsnegle

3  dl. mælk
50 g. gær
1 tsk. vanillesukker
½ tsk. stødt kardemomme
100 g.  sukker
50 g. blødt smør
Passende mængde hvedemel (Put lidt i af gangen og ælt til dejen er glat og smidig. Den skal være blød og lidt fedtet, men ikke klistre til hænderne).

Fyld:
125 gram blødt smør
100 gram brun farin
1-2 spsk. stødt kanel
50-75 gram reven marcipan

Fremgangsmåde:
Opløs gæren i lunkent mælk. Kom først lidt mel i og herefter resten af ingredienserne. Put mel i og ælt indtil dejen er blød og smidig.

Læg dejen i en skål. Overdæk den og sæt dejen til hævning i ca. ½ time.

Rør ingredienserne til fyldet sammen. Det skal være helt blødt.

Rul dejen ud til et stort rektangel. Jeg rullede den ud på et stort stykke bagpapir, da den er lidt fedtet. Smør fyldet ud, så det dækker hele den øverste dejside og rul den forsigtigt sammen på den korte led (så fyldet kommer indeni) til en lang roulade.

Brug en skarp kniv og skær skiver af rullen og læg sneglene ud på plader med bagepapir. Jeg fik ca. 18 ud af opskriften, men antallet kommer an på størrelsen :-)

Lad sneglene hæve i op til ½ time, mens ovnen varmer op til 200 grader. Bag i 8-10 minutter (igen afhængigt af størrelsen. De skal være gyldenbrune).

Lad sneglene køle af og put evt. glasur ovenpå.




Velbekomme :-)

lørdag den 28. juli 2012

Tidsrøvere og Funnel Cake

Mange ting i livet er tidsrøvere. Nogen er gode, andre mindre gode. Én af de ting, der – dog på den gode måde, synes jeg  - har røvet en masse af min tid i det seneste halve år er online fænomenet Pintrest.

Pintrest er et socialt medie, hvor man deler bookmarks – eller faktisk billeder - fra steder på nettet, hvor man har fundet noget, der har ens personlige interesse.

Pintrest er stadig ”forholdsvist” nyt og en af de ting, der har været meget omtalt, er mængden af kvindelige brugere og de heraf følgende voldsomt mange links til lækre cupcakes og madopskrifter. Og dér har I så også grunden til, at undertegnede er på Pintrest! :-) Det ligefrem vælter rundt med lækre billeder af mad og kager, og man kan simpelthen ikke surfe rundt på Pintrest uden at ens tænder løber gevaldigt i vand ;-)

Jeg får lavet mange links (pins :-)) og hentet meget inspiration fra Pintrest og en af de seneste opskrifter, som jeg simpelthen har været nødt til at afprøve er FUNNEL CAKE.

Funnel cake er lækre, varme, sprøde, sukkerdryssede lækkerier – af den ægte amerikanske slags, som man fx får i omrejsende tivolier eller på markeder. En lille sammenligning er de spanske churros ”rør”, som man bl.a. kan købe i Tivoli til jul; men helt det samme er det ikke :-)

Min søn og hans kammerat, der var på besøg, da jeg afprøvede opskriften, var ovenud begejstrede og sønnen udtalte ligefrem, at det var det bedste han nogensinde havde smagt :-)

Her kommer opskriften:

Funnel Cake

Ingredienser (stor portion, halver eventuelt – med mindre du har hjemmet fuldt af lækkersultne unger ;-))

3 æg
½ liter mælk
1/2 tsk vanilje
10 dl mel
2½ dl sukker
1 spsk bagepulver

Vegetabilsk olie til friturestegning

Fremgangsmåde

Kom et par centimeter olie i en tykbundet gryde og varm den op til 180 grader.

Bland/pisk alle ingredienserne godt sammen.



Fyld dejen i et kræmmerhus med en rund tylle i bunden (Jeg brugte en med en diameter på ca. 5 mm. Den kunne godt have været lidt mindre).



Tryk dejen ned i den varme olie og lav et rodet mønster. Steg kagen til den er gylden og sprød på den ene side og vend den herefter til den er på samme måde på den anden side. Tag op med en hulske og læg på fedtsugende papir.





Put dit favoritdrys på toppen. Det kan fx være flormelis eller kanelsukker, som på billedet herunder. Serveres sprøde og varme :-)

Citronmåne – Karinas version - Copycat "Dancake"

Jeg opdaterer denne blog meget sjældent og poster mere på min Insta @rinabager; men jeg gør lige en undtagelse med denne opskrift :-) Citron...