onsdag den 25. november 2015

Filmanmeldelse: Inderst inde (Inside out), Disney/Pixar

Min venindes datter er meget fascineret af filmen "Inderst Inde" og vi har snakket en del om den. Hun bad mig om at skrive en mini-anmeldelse af filmen og det gjorde jeg - og når nu den er skrevet, så kan jeg jo ligeså godt dele :-)

Håber, I vil bære over med, hvis nogle navne er forkerte ift. den danske udgave af filmen - jeg har nemlig kun set den på engelsk ;-)

Filmanmeldelse: Inderst inde (Inside out), Disney/Pixar

Filmen ”Inderst inde” handler om pigen Riley og de forskellige følelser, der bor i hendes hoved.

I Rileys hoved er en kontrolpult, som følelserne Glæde, Tristhed, Afsky, Frygt og Vrede kæmper om at kontrollere for at præge de situationer, som Riley kommer ud for.

Alle situationer lagrer sig, som minder, i Rileys hukommelse og danner grundlag for hvordan hendes personlighed er – og udvikler sig.

Riley må ufrivilligt flytte fra sine venner, skole og kendte omgivelser til en fremmed, stor by, da hendes far har fået nyt job. Dette er svært for Riley at acceptere og starter en kaskade af forskellige følelser og reaktioner, som bringer hendes personlighedstræk – i form af temaøer, som fx fjolleøen og hockeyøen – i fare.

Følelserne i Rileys hoved – anført af Glæde, der altid kæmper for at holde Riley i det bedst mulige humør - drager på en farefuld rejse ind i Rileys langtidshukommelse for at forsøge at rette op på skaderne; men i kampen for at komme tilbage til hovedkvarteret i Rileys hoved lærer de, at måske skal man acceptere, at følelser ændrer sig og at man – som man bliver ældre – vil fokusere på andre ting end dem, der var vigtige for én, som barn. En anden vigtig lektion for Glæde er, at ren glæde ikke kan gøre det alene, men at samspillet mellem de forskellige følelser skaber den perfekte balance i livet.


”Inderst inde” er en meget fin (og også sjov) historie om at blive ældre og favne og acceptere de ændringer livet nu engang byder på – både som barn og som voksen.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Omuraisu (Japansk omelet)

Sønnen (eller ok nok ikke KUN sønnen 🙃) drømmer sig tilbage til Japan og i dag havde han spurgt om vi ikke kunne lave omuraisu, som er en o...