Jeg var for nylig på et bagekursus, der handlede om bløddej/bolledej - altså en blød, hvid dej, som du kan lave flere ting ud af, fx boller, pølsebrød, pizzasnegle, kanelstænger m.v.
En ny ting for mig var at starte med at skolde noget af melet. Det skulle efter sigende gøre melet i stand til at optage mere væske og brødet bliver derfor mere saftigt og kan holde længere. Ved ikke, om det var det, der gjorde tricket, men gode blev de ting, som vi fik bagt, i hvert fald :-)
I dag har jeg så haft opskriften fremme og forsøgt mig med dels boller og dels kanelsnurrer. Jeg havde ikke lige den rette mængde af hvid hvede (som gør bollerne lidt mere sunde end hvis man bare bruger helt almindelige hvedemel :-)), så jeg lavede et mix af hvid hvede, speltmel, fuldkornshvedemel og almindelig hvedemel - men opskriften siger altså 100% hvid hvede :-)
Jeg fik et virkelig lækkert resultat. Ja, faktisk er jeg decideret stolt af udseendet på mine snurrer. De ER da flotte :-)
Her kommer grundopskriften på dejen, som jeg delte i 2 og lavede halvdelen til 9 store, bløde boller og halvdelen til 9 store kanelsnurrer :-)
Sunde(re) bløde, hvide boller
Skoldning: 75 gram boghvedemel blandes med 200 gram kogende vand og køles til 27 grader.
75 gram gær blandes i 375 gram lunt vand
Blandingen tilsættes 3 æg, 75 gram sukker, 15 gram salt, 15 gram bageenzym og 825 gram hvid hvedemel. Røres sammen i en røremaskine.
Når det er rørt sammen tilsættes den skoldede boghvedemel og 150 gram blødt smør/margarine
Alt røres sammen ved lav hastighed på røremaskinen i 10 minutter.
Dejen hældes ud på et bord og dækkes med film. Først hviler den i 15 minutter, hvorefter den strammes op, tildækkes og hviler endnu 15 minutter. Herefter formes bollerne og sættes på en plade.
Bollerne efterhæver til dobbelt størrelse, pensles med æg og bages ved 230 grader til de er fint brune :-)
Til kanelsnurrerne blandede jeg en remonce af 75 gram smør, 75 gram sukker, 2 spsk kanel og 2 spsk kartoffelmel.
Jeg rullede dejen ud til en firkant på ca 40x50 (hvad der passede med størrelsen på en bageplade) og smurte remoncen ovenpå.
Jeg foldede derefter dejen på den lange led: Først 1/3 nedefra ind mod midten og herefter 1/3 oppefra hen over, så jeg havde et rektangel (med dej i 3 lag). Dette rullede jeg forsigtigt ud, så det igen fyldte 40x50.
Den nye firkant skar jeg i strimler på den lange led. Jeg snoede hver strimmel et par gange og samlede dem i en snurre.
Kanelsnurrerne lod jeg hæve til dobbelt størrelse, penslede dem med æg, dryssede med haglsukker (svenske perlesukker - jeg har købt mit i Bilka) og bagte dem ved 230 grader til de var flot gyldne.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Citronmåne – Karinas version - Copycat "Dancake"
Jeg opdaterer denne blog meget sjældent og poster mere på min Insta @rinabager; men jeg gør lige en undtagelse med denne opskrift :-) Citron...
-
(Foto lånt fra Justataste.com , hvor jeg også har fundet den oprindelige opskrift) Denne opskrift prøvede vi for første gang i sidste...
-
Den tidlige sommer bød på et gensyn med Madeira, hvor ”de voksne” havde været tidligere; men for sønnen var det første gang. Selvom vi hav...
-
Jeg opdaterer denne blog meget sjældent og poster mere på min Insta @rinabager; men jeg gør lige en undtagelse med denne opskrift :-) Citron...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar