fredag den 16. april 2021

Hindbær/citron fusion

Til sønnens forestående konfirmation skal vi have et dessertbord og på det skal vi have en masse af konfirmandens yndlingsdesserter - og kager, naturligvis :-)

Han er ret traditionel i sit kagevalg, så bl.a. hindbærsnitter og citronmåne er favoritter - lidt kedeligt, synes hans mor (aka mig ;-)), så jeg forsøger at gøre det lidt mere spændende og har i denne sammenhæng fundet på en ny kage, som jeg kalder hindbær/citron fusion.

Kagen har en bund af blondie med hindbær og ovenpå citronmåne. Øverst en glasur med citronsaft med med hindbærsnittens farvede krymmel. Lækker, lidt syrlig og dejlig svampet :-)



Om den ender på dessertbordet til konfirmationen har vi endnu ikke besluttet, men skulle du have lyst til at prøve den, deler jeg her opskriften:

Tænd ovnen på 175°. Læg bagepapir i formen (20x30 cm).

Ingredienser 1. lag: Hindbærblondie
  • 150 gram smør
  • 150 gram hvid chokolade
  • ½ vaniljestang
  • 150 gram sukker
  • 3 stk. æg
  • 50 gram mandelmel
  • 100 gram hvedemel
  • 1/4 tsk salt
  • 100 gram hele hindbær, friske eller frosne
 
Fremgangsmåde lag 1:
Hak den hvide chokolade fint, og hæld den i en skål. Smelt smørret, og hæld det over chokoladen. Lad det stå et øjeblik, og rør så rundt i massen, til chokoladen er helt smeltet sammen med smørret. Stil chokoladesmørret til side.

Flæk vaniljestangen, og skrab kornene ud. Pisk sukker, vaniljekorn og æg lyst og luftigt med en elpisker. Rør det smeltede chokoladesmør i. Rør til sidst mandelmel, hvedemel og salt i dejen.

Hæld dejen i formen og fordel hindbærrene på toppen.
 
Ingredienser 2. lag: Citronmåne
  • 115 gram smør, stuetemperatur
  • 200 gram sukker
  • 3 stk æg, stuetemperatur
  • 2 spsk fintreven citronskal (fra 1 stor citron)
  • 1 spsk citronsaft
  • 2 tsk vanillesukker
  • 200 gram hvedemel
  • 1/4 tsk fint salt
  • 1/4 tsk natron
  • 1/tsk bagepulver
  • 80 gram creme fraiche
  • Gul farve
 
Glasur:
  • 65 gram flormelis
  • 1 spsk citronsaft
  • Flerfarvet krymmel
 
Fremgangsmåde lag 2:
Pisk smør og sukker til det er lyst og luftigt. Tilsæt æggene et ad gangen og pisk godt mellem hver tilsætning, og skrab skålens sider ned efter behov. Pisk citronskal, citronsaft, vanilje og gul farve i.

I en anden skål blandes mel, salt, natron og bagepulver godt sammen. Mens du fortsat pisker ved svag hastighed tilsættes melblandingen til smørblandingen skiftevis med creme fraiche, startende med 1/3 af melet, 1/2 af creme fraichen, 1/3 af melet, resten af creme fraichen og afslutningsvis det sidste af melet.

Fordel den gule dej oven på den lyse med hindbær i formen.

Placer formen midt på en rist midt i ovnen og bag i ca 50 minutter – eller indtil en kødnål kan stikkes i og kommer ren ud.

Afkøl kagen på en rist. Bland en tyk, hvid glasur og fordel på den kølede kage og drys farvet krymmel på.

Velbekomme!


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar

Omuraisu (Japansk omelet)

Sønnen (eller ok nok ikke KUN sønnen 🙃) drømmer sig tilbage til Japan og i dag havde han spurgt om vi ikke kunne lave omuraisu, som er en o...