lørdag den 21. juli 2012

Barndomsminder om episke (bradepande)kager

Da jeg var barn bagte min mor aldrig kager, så måske al min kagebagning er, fordi jeg forsøger at (over-)kompensere for barndommens manglende kager.

To af de kager, jeg husker bedst fra min barndom, var min ven Mortens mors ”Grøn kage”, som jeg egl. ikke kunne lide – vist pga. mandelessensen ;-), og så en kage, som det tog mig en del år at finde frem til, hvad var for en :-) Jeg husker tydeligt, at en af de andre piger i børnehaven skulle holde op (hvorfor husker jeg dog ikke) og derfor havde hendes mor bagt en kage, som hun delte ud. Det var bare den bedste kage, jeg nogen siden havde smagt! Så god, syntes jeg, den var, at jeg hjemme forsøgte at forklare min mor om denne fantastiske kage ”med ris på toppen”. Den kendte hun naturligvis ikke og havde i øvrigt ingen planer om at finde – endsige bage den. Suk…

Først mange år senere fandt jeg så ud af, at det på toppen ikke var ris, men kokosmel og så kunne jeg konkludere, at jeg – dér i børnehaven – for første gang havde smagt Drømmekage fra Brovst. Stadig én af mine favoritter den dag i dag :-)

Der er faktisk langt imellem den slags aha-oplevelser, når det kommer til helt almindelige bradepandekager! Endnu en af slagsen fik jeg dog, som voksen, da en kollega medbragte kage for at fejre hendes 30-års fødselsdag. Det var inden de overdådige fondantkager for alvor havde gjort deres indtog på de danske arbejdspladser, så Mette kom med en plastikbøtte med brune firkanter i – og hurra! Det var altså også bare en lækker kage, som jeg naturligvis skyndte mig at få opskriften på :-) ”Guf Guf kage” fik jeg at vide, at den hed. Havde aldrig hørt om den før (til de øvriges store undren!). Senere har jeg fundet ud af, at den også kaldes ”Den, du ved nok…” – hvorfor aner jeg dog ikke – mystisk navn til en kage ;-)

Bager ikke så tit alm. bradepandekager, men weekenden her var en undtagelse, da jeg lige måtte støve guf guf opskriften af. Som det kan ses på billedet gjorde jeg dog den fejl, at eksperimentere med lige at give den 5 minutter med fyldet ovenpå i ovnen (a la drømmekagen). Den smagte stadig godt, men den er altså bedre helt i originalen.

Og så havde jeg faktisk taget et billede. For alt man viser skal ikke være perfekt! :-) Men om I tror mig eller ej, så ligger billedet ikke længere på Ipadden, så I må undvære.I stedet kan I se kagen her hos Anjas Opskrifter, som i mange år har været min gode kilde til gode opskrifter :-)

Og opskriften, som jeg laver den – ja selvfølgelig:

Guf Guf kagen

Ingredienser:
200 gram sukker
4 æg
400 gram mel
4-5 spsk. mørk kakao
1 spsk. vanillesukker
1½ spsk. bagepulver
2½ dl mælk
150 gram smeltet smør

Glasur:
150 gram smør
200 gram flormelis
150 gram kokosmel
1 dl stærk brygget kaffe (jeg bruger ca. 2 tsk. Nescafepulver)
4 spsk mørk kakao
1 spsk vanillesukker

Fremgangsmåde:

Pisk æg og sukker sammen og kom herefter de tørre ingredienser i (mel, bagepulver, kakao og vanillesukker).

Derefter kommes mælk og smeltet smør i og dejen røres godt igennem.

Jeg har leget lidt med tanken om at udskifte kakaopulveret i kagen med 100 smeltet mørk chokolade, for at gøre kagen mere mørk og chokoladeagtig, men det er altså ikke afprøvet! :-)

Glasur:

Put alle ingredienser i en gryde og varm op (smørret skal være helt smeltet) og rør godt igennem.  Kom glasuren på kagen, når den er kølet lidt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Citronmåne – Karinas version - Copycat "Dancake"

Jeg opdaterer denne blog meget sjældent og poster mere på min Insta @rinabager; men jeg gør lige en undtagelse med denne opskrift :-) Citron...