mandag den 15. februar 2016

Kur mod forkølelse

Nu gik det ellers lige så godt! Vi har faktisk ikke været særligt ramt af sygdom gennem vinteren; men nu er de her - snøftene :-/ Og næser, der begynder at rende - og så lige op til vinterferien - ØV!!!!

Har tidligere forsøgt mig med de "berømte" ingefærshots; men var ikke voldsomt glad for dem (Og syntes faktisk heller ikke, de havde den store positive effekt) og nu hvor det primært er sønnen, der er ramt, kunne jeg se, at ingefærshots ikke var løsningen - simpelthen fordi dem får jeg ham ALDRIG til at drikke...

Så... hvad kan man finde på... Havtorn! De er da spængfyldt med C-vitamin! Synes, at jeg engang har læst et sted, at 1 havtornbær indeholder lige så meget C-vitamin, som en appelsin (men har dog ikke lige kilden ved hånden.. ;-)). Havtorn MÅ da være godt mod forkølelse!

Så hvad med at kreere et havtorn-shot mod forkølelse med inspiration i de andre så populære helseshots og så måske lige tilføje et twist af stjerneanis, som jeg har haft lyst til at prøve i ingefærshot'sne - primært for smagens skyld, da jeg ikke kender til evt. gavnlig effekt af dem :-)

Så, som sagt så gjort :-)



Hvis nogen har lyst/mod på at prøve er opskriften, som følger:

Havtorn-shots
  • 250 g. havtornbær (jeg brugte frosne)
  • 1 stang kanel
  • 1 stykke stjerneanis
  • 1 stor skive frisk ingefær - skrællet og skåret i 4 stykker.
  • 7,5 dl vand
  • Og til slut 1 dl honning


Kom alle ingredienser undtagen honningen i en gryde og bring det i kog.
Lad det småkoge i ca. ½-1 time og sigt det herefter. Sørg for mase al saften ud af bærrene, hvis nogen stadig er hele.
Rør honningen i og hæld det på et glas.
Opbevar i køleskabet. Det kan holde sig i ca. 1 uge.

Og ja, sønnen (lige fyldt 10) drak et stort shot! Bundærligt tror jeg, at han syntes, det så bedre ud end det smagte, men ned kom det. Jeg syntes, det smagte fint - ikke nær så stærkt som ingefærshots:-)

Om det ligefrem er en kur mod forkølelse, kan jeg ikke sige, men det er et forsøg værd, synes jeg :-)

#coldremedy #coldgoaway #kidapproved #lifehack #forkølelsegåvæk #seabuckthorn #havtorn #havtornshots

tirsdag den 19. januar 2016

Christoffers citroncupcakes

Sønnen skulle dele kager ud til spejdervennerne i forbindelse med sin fødselsdag. Han havde meget specifikke ønsker til kagerne og sammen opfandt vi denne opskrift, som blev vældig godt modtaget :-)



Citron cupcakes – 12 stk.

Ingredienser
150 g. blødgjort smør
150 g. sukker
½ tsk. vanilje ekstrakt
Fintreven skal af ca. ½ citron (usprøjtet)
150 g. hvedemel
3 store æg
1 tsk. bagepulver
En knivspids salt
Citronsirup:
½ dl sukker
Saften af 1 stor eller 2 små citroner

Frosting
1 bæger pasteuriserede æggehvider (1½ æggehvide)
Ca. 200 gram flormelis (tilsættes indtil rette konsistens er opnået)
Citronsaft – 2-3 tsk.
Pastafarve gul eller grøn (ikke frugtfarve – det er for flydende!)
Evt. farvet krymmel til dekoration på toppen.

Fremgangsmåde
Varm ovnen op til 180 grader C (over/undervarme – ved varmluft 160 grader C)
Put 12 cupcakepapirforme i en cupcakepande til 12 cupcakes
Mix smør, sukker, citronskal og vanilleekstrakt med en håndmixer i en stor skål til blandingen er let og luftig.
Tilsæt æg – et af gangen.
Bland mel, bagepulver og salt i en separat skål og sigt det i den våde blanding og rør let til dejen lige er jævn.
Fordel dejen i de 12 cupcakeforme og bag midt i ovnen i ca. 18-20 minutter til de er bagt. Check evt. med en kødnål, der skal komme ren ud, når den stikkes ned i kagen.

Mens kagerne bages forberedes citronsiruppen: Bland ½ dl. sukker med saften fra en stor citron (eller 2 små). Varm det op, så sukkeret smelter helt og køl det herefter.

Når cupcakes’ene kommer ud af ovnen fjernes de fra panden og sættes på en rist. Her prikkes de let i toppen med en gaffel og en tsk. citronsirup hældes forsigtigt ud over hver kage, så den opsuger siruppen. Gentag evt. hvis der er mere sirup tilbage.

Lad herefter kagerne køle til de er helt kolde.

Frosting (giver frosting til ca. 12 cupcakes med en stor swirl på toppen – eller til ca. 24, hvis man laver en mindre swirl i midten. Vi laver den mindre swirl).)

I en helt ren og tør skål starter man med at piske æggehviden til den begynder at stivne let. Så tilsættes ½ af sukkeret og der piskes videre. Herefter tilsættes pastafarve og citronsaft og der piskes videre til farven er helt blandet ind i massen. Herefter tilsættes flormelis lidt af gangen indtil frostingen er så stiv/tyk, at der dannes toppe, der bliver stående, når piskeriset løftes. Dette kan godt tage 5-6 minutter. Bliver frostingen for tyk kan man forsigtigt tilsætte en smule mere citronsaft.

Frostingen puttes i en sprøjtepose med en stor stjernetyl og sættes midt på cupcaken i en ”swirl”. Drys evt med farvet krymmel til slut.

søndag den 17. januar 2016

Portal 2 party/10-års fødselsdagsfest

Så – sønnen har, som tidligere omtalt, ganske høje forventninger, når det kommer til fejring af sin fødselsdag for vennerne. Vi er ikke ude i en tur i legeland (selvom DET i øvrigt også er noget, der stiller høje krav – især til forældrenes pengepung :-o). Vi har prøvet det med legelandet én gang og det var så med sønnens egne (nu 10-årige) ord: ”Den mest dødsyge fødselsdag” han nogensinde har holdt… (og jeg, der faktisk havde gået og troet, at det var en ok succes… oh well).

Nu fyldte han så 10 år den unge mand og ønskede sig i den anledning en Jurrasic World fødselsdag (jeg kom til at sige Jurrasic Park – DET var det IKKE! Det var WORLD!! – ok – same difference, hvis du spørger mig, men det gjorde han så ikke…nej – I fornemmer ”Tweenen” har gjort sit indtog i familien ;-)).

Nå – jeg tænker: Ok – en dinokage og lidt dinobilleder på væggene og så lidt guirlander med tropiske blade – så må det ligne en dinoworld. Skulle være til at klare…

Desværre for mig ombestemmer han sig så (igen!) ca. 2 uger inden festen! Nu er det ikke længere dinoer, der er hot (og tænkte jeg det ikke nok…) – nu skal det være et Portal 2 party. Et ”A-hvaffor-et-party???” ser I lige mig… Havde simpelthen ikke den fjerneste idé om, hvad barnet mente…

Heldigvis er Pinterest, som så mange gange tidligere, min ven i sådanne sammenhænge og det lykkedes mig forholdsvist hurtigt at spore mig ind på, hvad Portal 2 er for et spil (spil!).

Vi inviterede således hele klassen til Portal 2 party med en kryptisk invitation til at deltage, som testperson i Aperture Science Foreløbige Dueligheds Kvalifikationstest på testcenteret (der så bare var hjemme hos os selv ;-))



Og selvom jeg havde min tvivl om hvorvidt børn, der alle er omkring de 10, stadig ville være til skattejagt og slikposer, så var den primære aktivitet til festen en GPS-skattejagt ud i de frostkolde gader i nabolaget med telefonerne, som vejviser. Det gik heldigvis fint (med de enkelte elementer af utilfredshed hos nogle, som man nok ikke undgår - uanset hvad man gør), så en sådan aktivitet kan jeg godt stå inde for at anbefale til de lidt større børn :-) Jeg investerede i en skattejagts app til tablet/mobil, der hedder Xnote. Den var ikke særligt dyr og nem at bruge og alle børnene let kunne hente posterne ned på deres medbragte mobiltelefoner (hvis de ellers havde en åben placeringstjeneste og åben data!). Det fungerede fint :-)



Efter gæsterne var kommet og havde fået både velkomstdrinks

og lækker hjemmebagt pizza (med kæmpe hjælp fra søde Eva!!) delte vi børnene op i 3 hold (hvilket kunne lade sig gøre med hjælp fra ligeså smadder søde Mai Britt!). Børn nu om dage (og sikkert også tidligere) kan være lidt af en mundfuld at håndtere i større grupper, så vi delte dem helt bevidst op, så vi havde dem i mindre grupper (navngivet efter Portal 2 elementer :-)) og derfor lettere kunne styre slagets gang ;-) Så tog vi godt med overtøj på og gik ud på de 3 planlagte ruter (vi brugte de samme poster til alle grupper, men tog dem blot i forskellig rækkefølge).


Posterne (eller test chambers, som de hedder i selve spillet - der var 6 i alt - lagt i kasser og gemt i carporte rundt omkring i nabolaget - efter aftale med carportenes ejere naturligvis ;-))) var lavet over Portal 2 temaet med opgaver, der tog udgangspunkt i enkelte elementer fra spillet (fx eksploderende citroner); men samtidig var det vigtigt for mig i planlægningen, at det ikke skulle være et must, at børnene kendte til spillet for at de kunne deltage aktivt i skattejagten.





Jeg havde forsøgt at time skattejagten ved at gå ruterne igennem flere gange og lægge tid ind til både kakaodrikning og løsning af opgaverne. Jeg havde dog lige glemt at tage højde for, at på en solbeskinnet snevejrsdag med en flok 9-10 årige skal der også lige tillægges ekstra tid til at kaste med sne og drøne op og ned af bakker, så vi kom lidt sent tilbage til kage og slikposer. Børnene lod sig dog overhovedet ikke distrahere af at deres forældre hobede sig op i gangen til afhentning. De sad fint og spiste kage og kiggede på Portal 2 slikposer (hvor indholdet afspejlede de poster, de havde gennemført). Der var også diplomer til alle fra Aperture Science Labs, som – naturligvis også - er en del af Portal 2 spillet :-)

  





Og nu er det vel overstået (*GGG*) og sønnen var glad – og det er jo derfor, man gør det :-)


#10thbirthday #birthdayparty #portal2 #themeparty #kreamom #pintrestworthybirthdays

søndag den 20. december 2015

Inside out kage

Er blevet opfordret til at lave en Inside out-kage, men har ventet på en god anledning.

Den kom så, da manden skulle stoppe på sit job gennem mange år, da han havde fået et nyt job: Glæde og tristhed i én og samme stund skriger da en Inside out kage :-)

Her er resultatet :-)




onsdag den 25. november 2015

Filmanmeldelse: Inderst inde (Inside out), Disney/Pixar

Min venindes datter er meget fascineret af filmen "Inderst Inde" og vi har snakket en del om den. Hun bad mig om at skrive en mini-anmeldelse af filmen og det gjorde jeg - og når nu den er skrevet, så kan jeg jo ligeså godt dele :-)

Håber, I vil bære over med, hvis nogle navne er forkerte ift. den danske udgave af filmen - jeg har nemlig kun set den på engelsk ;-)

Filmanmeldelse: Inderst inde (Inside out), Disney/Pixar

Filmen ”Inderst inde” handler om pigen Riley og de forskellige følelser, der bor i hendes hoved.

I Rileys hoved er en kontrolpult, som følelserne Glæde, Tristhed, Afsky, Frygt og Vrede kæmper om at kontrollere for at præge de situationer, som Riley kommer ud for.

Alle situationer lagrer sig, som minder, i Rileys hukommelse og danner grundlag for hvordan hendes personlighed er – og udvikler sig.

Riley må ufrivilligt flytte fra sine venner, skole og kendte omgivelser til en fremmed, stor by, da hendes far har fået nyt job. Dette er svært for Riley at acceptere og starter en kaskade af forskellige følelser og reaktioner, som bringer hendes personlighedstræk – i form af temaøer, som fx fjolleøen og hockeyøen – i fare.

Følelserne i Rileys hoved – anført af Glæde, der altid kæmper for at holde Riley i det bedst mulige humør - drager på en farefuld rejse ind i Rileys langtidshukommelse for at forsøge at rette op på skaderne; men i kampen for at komme tilbage til hovedkvarteret i Rileys hoved lærer de, at måske skal man acceptere, at følelser ændrer sig og at man – som man bliver ældre – vil fokusere på andre ting end dem, der var vigtige for én, som barn. En anden vigtig lektion for Glæde er, at ren glæde ikke kan gøre det alene, men at samspillet mellem de forskellige følelser skaber den perfekte balance i livet.


”Inderst inde” er en meget fin (og også sjov) historie om at blive ældre og favne og acceptere de ændringer livet nu engang byder på – både som barn og som voksen.


onsdag den 18. februar 2015

Hundeforkælelse

Nå, men apropos hunden, så har jeg længe tænkt på, at forkæle ham med nogle hjemmelavede hundekiks. Når nu vi har inviteret ham ind i vores liv, må vi jo også gå "all in" :-)

Hundekiksene består af få ingredienser og er lette at lave og jeg skal love for, at vores firbenede familiemedlem har godkendt dem :-)

Her er hvad jeg gjorde:
Ca. 2 dl groft peanutbutter blev blandet med ca samme mængde varmt vand.
1,5 dl havregryn, 2 dl hvedemel og 1 dl speltmel blev blandet.

Herefter æltede jeg de våde og de tørre ingredienser sammen til en dej, som jeg rullede ud i ca 1/2 cm tykkelse og stak ud med en småkageform.

Jeg bagte kiksene ved 200 grader varmluft i 10 minutter og lod dem køle af inden de kom i en småkagedåse.

Voila :-)


søndag den 15. februar 2015

Good grief!

Vores hund nærmer sig hastigt sin første fødselsdag og HVILKET år, det har været!!!

Nu siger de kloge, at enhver kvinde kan være mor, men det kræver noget helt specielt, at være mor til en beagle. Det første vil jeg nok egl. faktisk erklære mig uenig i, mens jeg er HELT enig i nummer 2. Om jeg så er en god beagle-mor, kunne jeg nu godt tvivle på, for du store kineser: Han er noget af en udfordring!!!!
For lidt over et år tilbage blev sønnen 8 år og han havde længe plaget om, at få en hund. Jeg fik selv en hund, da jeg fyldte 8 (en cockerspaniel – åååh, han var sød og min allerbedste hundeven :-)). Da jeg er enebarn og sønnen også vokser op som sådan, besluttede vi, at han (eller dvs. familien!) skulle have en hund, så han også kunne få en trofast følgesvend, som jeg havde det, da jeg var barn.

Herefter startede researchen! Vi tog diverse test på nettet (manden og jeg), hvor man blev matchet op med den hunderace, der bedst passede til ens liv og det, man har at tilbyde. Svaret på alle tests var entydigt: Vi skulle have en beagle. Den passede ideelt til os.

Så lånte vi bøger på biblioteket. Købte ”Beagles for dummies”. Tog på beagleudstilling og hilste på diverse beagles og forholdt os så kritisk som muligt til følgende karakteristika:

·         Madfikseret
·         Umuligt at gå med uden snor
·         Kræver træning , da opdragelse kan være vanskelig (men dog ikke umulig!)

Men syntes, at de blev opvejet af følgende andre:

·         God familiehund og god til børn
·         Godt temperament og aldrig aggressiv
·         + perfekt størrelse og minimal pelspleje

Vi indstillede os på kun at gå ture med hunden i snor. Hegnede haven hermetisk ind. Meldte os til et hvalpetræningshold og lovede hinanden, at hunden aldrig skulle få mad ved bordet (og det har den ikke fået!!) – og så skulle det nok gå fint..

Tænker så nu, at jeg nok skulle have givet det en smule mere opmærksomhed, at ”Nuser” fra Radisserne er en beagle. Han er vist ikke verdens letteste hund og DET er vores altså (desværre!) heller ikke!

Vi har nu en beagle på 1 år, der bider i møbler, tæpper og andet, den kan komme i nærheden af, i stumper og stykker. Og den er STÆRK skulle jeg hilse at sige, så det kan blive til noget – og at prøve at aflede den med legetøj hjælper ikke! Den gør det i øvrigt kun, når vi er hjemme, og vi både træner og går ture med den, så det burde ikke være, fordi den keder sig!

Og så har vi en beagle, som gør ALT, hvad den kan, for at komme til, hvad vi nu måtte have på bordet – også tomme, rene tallerkener! :-/ Det er især et problem, når vi har gæster. Den helmer simpelthen ikke :-/

Og hvis vi prøver at give den et ben eller lign. og lukke den lidt væk – bare mens vi spiser, så gør den så højt, at det gør ondt i hovedet :-/ Så det er pest eller kolera :-/

Og prøver man, at indikere overfor den, at det, den gør, er ikke ok, så kan den simpelthen kigge på én eller kigge væk, som du og dine meninger rager den en høstblomst!! Suuuuuuuuuuk….

Dyrelægen siger: ”Det gælder om, at holde ud! Der skal nok blive en god hund ud af ham!” Jeg håber bare, at det ikke varer alt for længe, før det bedrer sig!!

Ja, vi har vores kampe – og derfor fik manden også følgende kage, da vi i dag fejrede hans fødselsdag sammen med familien.


Og jeg citerer Søren Brun: ”Jeg græmmes!”



Citronmåne – Karinas version - Copycat "Dancake"

Jeg opdaterer denne blog meget sjældent og poster mere på min Insta @rinabager; men jeg gør lige en undtagelse med denne opskrift :-) Citron...