fredag den 18. marts 2011

Bare den allerbedste pizza nogensinde!

Yeah! Har tabt 2 kg. yderligere :-) Fejrede med at glemme alt om kur og deltage i familiens pizzaaften, som var bestemt af Christoffer, som havde en ven fra børnehaven på besøg :-)

Havde fundet en opskrift på pizzabunde på nettet, som så god ud, så den kastede jeg mig over, og de var da også en succes, for Christoffers ven udbrød, at det var bare den allerbedste pizza, han nogensinde havde fået - og fortsatte med at sige, at han godt kunne tænke sig at blive hos os i en hel uge - ha ha! :-))) Men pizzabundsopskriften deler jeg lige her, for SÅ gode pizzaer skal da være alle forundt ;-)

Pizzadej - til 4 "alm." runde pizzaer:

50 g. gær
8 spsk. lidt mere end håndlunt vand (ca. 40 grader)
3 spsk. olivenolie
½ dl. koldt vand
1½ tsk. salt
Og så pizzamel til dejen var blød og dejlig ;-)

Gæren opløste jeg i det lune vand og lod blandingen stå i ca. 10 minutter, så gæren kunne komme i gang. Herefter tilsatte jeg olie og det kolde vand og derefter lidt af melet inden saltet kom i (jeg har læst et sted, at hvis man kommer salt eller sukker i en gæropløsning uden mel, får det gærcellerne til at "eksplodere" og det skader hævningsevnen!). Til sidst tilsatte jeg lidt efter lidt pizzamel til dejen var god (det er en følingssag - men det er lige efter, den har været klistret. Den må endelig ikke være hård - hellere lidt for blød :-))

Jeg delte dejen i 4 ens kugler og lod dem hæve i 1 time(!) under et fugtigt viskestykke. Dejen blev rigtigt lækker og meget elastisk, så det var let at lave flotte tynde pizzabunde :-)

Pizzaerne blev bagt (med fyld på) i 7 minutter i en forvarmet ovn på 250 grader på bageplader der havde stået i ovnen, så de var rygende varme. Det gav pizzaerne en superlækker, sprød bund :-)

Drengene (små og den store) fik fyld af pizzasauce, skinke, pølse osv. - altså det mere traditionelle - hvor jeg kastede mig ud i en pizza bianco med kartoffel og parmasanost til mig selv. Pizza bianco er pizza UDEN tomatsauce, hvor man i stedet blot pensler pizzabunden med olivenolie, putter mozzarellaost på og derefter (i dette tilfælde) tynde kartoffelskiver (forkogte). Så drypper man igen med olivenolie, strør med flagesalt, strør flager af parmasanost over og drysser til slut med lidt timian - MUMS!!!!

Fik desværre ikke taget billeder af pizzaerne, så I kan se, hvor lækre de så ud, men jeg lover at de smagte SÅ godt, at det ikke bliver sidste gang, de er på menuen :-))))))

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Boller med æble og kanel

Da jeg bagte disse boller, havde jeg 3 børn i huset på 5, 8 og 12. Min egen søn var hurtig til at sige ja tak, da jeg tilbød dem; men de to ...